Kommuner der vil være sikre på at undgå ekstraregninger på den anden side af nytår har to muligheder. De kan enten indgå aftale om mellemkommunal refusion med de delegerende kommuner inden lovændringen træder i kraft, eller opsige delegationsaftalerne og dermed sende både handlekompetence og betalingsansvar tilbage til de oprindelige opholdskommuner.
De bemyndigede kommuner, der hverken kan nå at indgå aftale inden 1. januar 2022 eller er interesserede i at opsige deres delegationsaftaler, har dog også en tredje mulighed. De kan gøre gældende, at de nye regler ikke medfører ændringer af betalingsansvaret, og at regningerne dermed fortsat bør betales af delegerende kommuner.
I dag betaler den delegerende kommune regningen
Når en borger flytter til en ny kommune, er det som udgangspunkt borgerens nye opholdskommune, der bliver både ”handlekommune” og ”betalingskommune”, når borgeren har brug for hjælp.
Det følger dog af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, § 9, stk. 9 og § 9 a, stk. 4, at der er tilfælde, hvor den tidligere opholdskommune bevarer handlekompetencen, selvom borgeren er flyttet til en ny kommune. I disse situationer kan den tidligere opholdskommune delegere handlekompetencen til den nye opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 11 og § 9 a, stk. 6.
Muligheden for delegering af handlekompetence i § 9, stk. 11, blev indført i 2010. Det fremgår af forarbejderne til loven, at det alene er varetagelsen af udøvelsen af opgaver efter serviceloven, der kan delegeres, og at den delegerende kommune bevarer det økonomiske ansvar for de afgørelser, der træffes af den bemyndigede kommune.
Nye regler kan sende regningen videre til den bemyndigede kommune
Folketinget behandlede i oktober et lovforslag, der indeholder ændringer af retssikkerhedsloven. Lovforslaget lægger blandt andet op til at udtage henvisningen til serviceloven i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1’s oplistning af, hvilke udgifter der kan søges om mellemkommunal refusion for.
Lovforslaget blev udarbejdet med henblik på at gøre reglerne om mellemkommunal refusion mere enkle, og det fremgår af lovforslaget, at henvisningen til serviceloven i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, efter Social- og Ældreministeriets (ministeriet) overbevisning er overflødig. Ministeriets begrundelse er, at betalingsansvaret for udgifter efter serviceloven allerede ligger hos den oprindelige opholdskommune efter reglerne om handlekompetence i lovens § 9, stk. 7, § 9, stk. 9 og § 9 a, stk. 4.
I forbindelse med høringen af lovforslaget har virksomheden Dataproces, som Poul Schmith netop har indgået en strategisk samarbejdsaftale med, stillet spørgsmål til, hvilken betydning den påtænkte lovændring har for de kommuner, der har uddelegeret handlekompetencen efter § 9, stk. 11 eller § 9 a, stk. 6. Dataproces læser de eksisterende regler sådan, at betalingsansvaret følger med ved uddelegering af handlekompetencen, således at det som udgangspunkt er den bemyndigede kommune, der har betalingsansvaret for den borger, der er anbragt efter serviceloven.
Ud fra Dataproces’ betragtning vil betalingsansvaret i dag dog ende hos den delegerende kommune. Enten som følge af den lovbestemte ret til mellemkommunal refusion efter retssikkerhedsloven § 9 c, stk. 1, eller alternativt efter en aftale om mellemkommunal refusion mellem de to kommuner. Dataproces gør opmærksom på, at den nye opholdskommunes ret til refusion - efter den læsning - vil forsvinde, når henvisningen til serviceloven i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, udtages.
Ministeriet har i sit høringssvar til Dataproces bemærket, at ”der er hjemmel i § 9 c, stk. 12, i retssikkerhedsloven til at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat kan afholde udgifter til hjælp til en borger. Med lovforslaget § 1, nr. 12, vil denne bestemmelse også gælde for udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven. Ministeriet finder derfor ikke behov for ændringer.”
