Kommuners ansvar for langsommelig sagsbehandling

Det skyldes især det forhold, at sociale sager i mange tilfælde er komplekse sager, hvor kommunerne ifølge lovgivningen skal foretage en længerevarende udredning af borgerens arbejdsevne, inden der kan træffes afgørelse om, hvilken hjælp borgeren er berettiget til. Heroverfor følger det af § 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at borgerne har krav på, at kommunen behandler spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp, og i så fald hvilken.

Ansvarsstandarden for kommuners sagsbehandling, herunder vurderingen af om kommunen har behandlet sagen med den fornødne hurtighed, er den almindelige culparegel, således som denne er udviklet i retspraksis.

Vi har for nyligt repræsenteret en kommune i to af hinanden uafhængige sager for Østre Landsret, hvor netop vurdering af kommunens ansvar for langsommelig sagsbehandling var helt central. 

I denne artikel gennemgår vi sagerne, der blev behandlet først ved byret og siden ved Østre Landsret, og hvori der blev afsagt domme i februar 2021.  

Omstændighederne i den første sag

I sagen havde kommunen tilkendegivet, at borgerens sag om tilkendelse a førtidspension ville blive behandlet på møde i det daværende pensionsindstillingsråd den 17. december 2012.

Den 17. december 2012 vurderede sagsbehandleren dog, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til at blive behandlet på mødet, fordi der var behov for at få belyst omstændighederne omkring borgerens ophør fra en tidligere ansættelse nærmere, før borgerens fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet kunne vurderes.

De nye og skærpede regler om tilkendelse af førtidspension trådte i kraft den 1. januar 2013, hvilket betød, at borgeren måtte gennemgå et 3-årigt ressourceforløb, inden hun blev tilkendt førtidspension i maj 2016.

Beslutningen om ikke at behandle sagen på pensionsindstillingsrådet den 17. december 2012 blev hverken journaliseret eller oplyst til borgeren. Borgeren havde derfor ikke mulighed for at søge om førtidspension på det foreliggende grundlag, inden de skærpede pensionsregler trådte i kraft.

Det var borgerens opfattelse, at kommunen havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med behandlingen af hendes sag, og at kommunen som følge heraf var erstatningspligtig for hendes tab opgjort som forskellen mellem de ydelser, hun modtog i tiden fra den 1. januar 2013 til hun blev tilkendt førtidspension den 1. maj 2016, og den førtidspension, hun ville have oppebåret, hvis hun var blevet tilkendt førtidspension pr. 1. januar 2013.

Østre Landsrets dom af 16. februar 2021

Efter en samlet vurdering af sagsforløbet fandt landsretten, at borgeren ikke havde bevist, at kommunen havde handlet ansvarspådragende.

Landsretten lagde vægt på, at kommunen tidligere havde anmodet om udtalelser fra den tidligere arbejdsgiver, at borgeren, på trods af flere rykkere, ikke havde efterkommet kommunens anmodninger, og at udtalelserne havde betydning for spørgsmålet om tilkendelse af førtidspension.

Landsretten udtalte herefter, at kommunen havde et generelt ansvar for og en forpligtelse til at påse, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en korrekt afgørelse, ligesom der påhviler borgeren en forpligtelse til at tilvejebringe relevante oplysninger til sagen.

Det forhold, at beslutningen om ikke at behandle sagen på pensionsindstillingsrådet den 17. december 2012 ikke blev journaliseret eller oplyst til borgeren, kunne ikke føre til et andet resultat.

Omstændighederne i den anden sag 

Sagen drejede sig om, hvorvidt en borger havde godtgjort, at kommunen havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med behandlingen af hendes sag om tilkendelse af fleksjob i perioden december 2015 til december 2016, herunder navnlig om kommunen havde tilsidesat sin pligt til med fornøden hurtighed at indhente de relevante og nødvendige oplysninger om borgerens helbredsmæssige tilstand.

Borgeren havde gennemført et længere revalideringsforløbet i perioden 28. juni 2011 til 31. december 2015, og det var på den baggrund borgerens opfattelse, at sagen i januar 2016 var tilstrækkeligt oplyst til at blive behandlet på rehabiliteringstemaet, og at hun desuden opfyldte betingelserne for tilkendelse af fleksjob.

Det var kommunens opfattelse, at borgerens helbredsmæssige tilstand var blevet forværret i december 2015, og at revalideringsforløbet derfor ikke længere var retvisende for arbejdsevnen, hvorfor det var nødvendigt at foretage en samlet vurdering af borgerens helbredstilstand, prognose og behandlingsmuligheder, før kommunen kunne tage stilling til spørgsmålet om fleksjob.

På møde i rehabiliteringsteamet i juni 2016 blev det vurderet, at det var nødvendigt at udsætte sagen yderligere med henblik på en bred samlet gennemgang fra klinisk funktion med det formål at få indhentet en samlet vurdering af borgerens helbredstilstand.

I overensstemmelse med rehabiliteringsteamets indstilling iværksatte kommunen herefter en bred samlet gennemgang fra klinisk funktion. I den forbindelse blev der gennemført en lang række lægelige undersøgelser.  

Herefter blev sagen genforelagt for rehabiliteringsteamet, og teamet traf i december 2016 afgørelse om, at borgeren opfyldte betingelserne for tilkendelse af fleksjob.

Østre Landsrets dom af 25. februar 2021

Landsretten fandt – ligesom byretten – at borgeren ikke havde godtgjort, at kommunen havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med kommunens behandling af sagen. Landsretten henviste til byrettens begrundelse, hvor der bl.a. blev lagt vægt på, at kommunen handlede i overensstemmelse med reglerne og intentionerne i den sociale lovgivning, da kommunen på baggrund af oplysningerne om udviklingen i borgens helbredsmæssige tilstand i december 2015 igangsatte endnu et udredningsforløb i foråret 2016.

Landsretten tiltrådte desuden byrettens afgørelse om, at det heller ikke var bevist, at kommunen ved sin sagsbehandling kontinuerligt havde tilsidesat sin pligt til med fornøden hurtighed at indhente de relevante og nødvendige oplysninger om borgerens helbredsmæssige tilstand og træffe afgørelse i sagen.

Vores bemærkninger

Dommene understreger, at de ved bedømmelsen af ansvarsstandarden for offentlige myndigheder er lempelig henset til den flerhed af interesser og retningslinjer, som kommuner skal tilgodese og iagttage under deres sagsbehandling.  

Det forhold, at landsretten ved sin dom af 16. februar 2021 fandt, at kommunen ikke havde handlet ansvarspådragende ved at have tilsidesat sin notat- og journaliseringspligt, hvilket bl.a. betød, at borgeren ikke havde mulighed for at søge om førtidspension på det foreliggende grundlag, er i tråd med den i retspraksis fastsatte lempelige ansvarsvurdering.

Dommene er således i overensstemmelse med den anlagte ansvarsstandard i f.eks. U.2020.2851H, hvor Højesteret bl.a. slog fast, at Domstolsstyrelsen ikke ifaldt ansvar for lang sagsbehandlingstid i forbindelse med implementeringen af det digitale tinglysningssystem, da der ikke var påvist væsentlige og klare fejl eller forsømmelser. 

Dommene fremhæver desuden, at kommunerne er berettigede til at foretage de sagligt begrundede sagsbehandlingsskridt, som kommunen finder nødvendige, herunder indhentelse og igangsætning af omfattende lægelige oplysninger og undersøgelser, ligesom det ikke kan bebrejdes kommunerne, at sådanne sagsbehandlingsskridt retrospekt kan vurderes at have været overflødige.

Særligt præmisserne i landsretten dom af 25. februar 2021, hvor landsretten vurderede, at kommunen handlede i overensstemmelse med reglerne og intentionerne i den sociale lovgivning, da kommunen igangsatte endnu et udredningsforløb i foråret 2016, understreger, at det må afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilke oplysninger kommunen skal indhente for at kunne træffe afgørelse på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, og at sagsbehandlingstiderne i sociale sag derfor kan variere betydeligt.

Præmisserne understreger i øvrigt indholdet og formålet med officialprincippet, jf. retssikkerhedslovens § 10, nemlig at en myndighed skal sørge for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse på et forsvarligt oplyst grundlag.

I tråd med dette og i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 11, stk. 1, viser landsrettens præmisser i dom af 16. februar 2021 også, at i de tilfælde, hvor en borger henvender sig til kommunen for at få hjælp efter den sociale lovgivning, skal borgeren aktivt medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til. Kommunen ifalder således ikke ansvar for forlænget sagsbehandlingstid, såfremt den forøgede sagsbehandlingstid i det hele beror på borgerens manglende medvirken til at oplyse sagen tilstrækkeligt.

Endelig understreger dommene, at det i det hele påhviler borgeren at føre bevis for, at kommunen har handlet ansvarspådragende ved sin sagsbehandling. Det fremgår således eksplicit af landsrettens præmisser i begge domme, at borgeren ikke havde godtgjort, at kommunen havde handlet ansvarspådragende.

Dommene er således i tråd med retspraksis på området, herunder f.eks. U.2020.2851H, hvor Højesteret bl.a. slog fast, at Domstolsstyrelsens ansvar for lang sagsbehandlingstid beroede på culpareglen, og at sagsøger bar bevisbyrden for ansvarsgrundlaget.

Sagerne blev for kommunen ført af advokat Aleksander Lind, Poul Schmith.