Er du bekendt med de nye regler om udenlandske subsidier, som finder anvendelse fra den 12. juli 2023?

De implementerende regler fastlægger 1) standardskemaer for tilbudsgiveres oplysninger om modtagne udenlandske subsidier og 2) procedureregler for Kommissionens undersøgelser af udenlandske subsidier.

De implementerende regler fastlægger 1) standardskemaer for tilbudsgiveres oplysninger om modtagne udenlandske subsidier og 2) procedureregler for Kommissionens undersøgelser af udenlandske subsidier.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2022/2560 af 14. december 2022 om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked (”forordningen om udenlandske subsidier”), finder anvendelse fra den 12. juli 2023. Kommissionen har den 10. juli 2023 også vedtaget gennemførelsesforordning 2023/1441, som i hovedtræk gennemgås nedenfor.

Baggrund

  • Reglerne, som vi tidligere har skrevet om i denne nyhed og i dette LinkedIn-opslag, finder anvendelse på udbud med en værdi over EUR 250 mio., dvs. knap DKK 1,9 mia.
  • I sådanne udbud har ordregivere pligt til i udbudsbekendtgørelsen at oplyse om forordningens krav.
  • Økonomiske aktører har fra den 12. oktober 2023 pligt til at foretage en anmeldelse af udenlandske subsidier eller afgive en erklæring, der angiver alle modtagne udenlandske subsidier og indeholder en forklaring på, hvorfor disse ikke er omfattet af anmeldelsespligten.
  • Der gælder særlige regler for eneleverandørsituationer, og forordningen finder ikke anvendelse på udbud omfattet af forsvars- og sikkerhedsdirektivet.

Regler om tilbudsgiveres anmeldelsespligt

  • Gennemførelsesforordningen medfører, at anmeldelse af udenlandske finansielle bidrag skal ske på formularen i denne forordnings bilag II (FS-PP-formular), som fastlægger de nærmere krav til de økonomiske aktørers indberetningspligt.
  • Af formularen fremgår en indberetningspligt til at oplyse om følgende:

- Detaljeret information om alle finansielle bidrag, der falder i de kategorier af udenlandske subsidier, der, jf. forordningen om udenlandske subsidier, med størst sandsynlighed fordrejer det indre marked, er på mindst EUR 1 mio., og som er tildelt den økonomiske aktør 3 år forud for anmeldelsen.

- For alle andre finansielle bidrag: en oversigt over finansielle bidrag, som er ydet individuelt til den økonomiske aktør på mindst EUR 1 mio., og som udgør mindst EUR 4 mio. pr. land over 3 år forud for anmeldelsen.

  • Såfremt der skal indgives en erklæring (ingen anmeldelsespligtige udenlandske finansielle bidrag), er det alene dele af formularen, som skal udfyldes.
  • Ordregiver skal videresende de økonomiske aktørers anmeldelse til Kommissionen. Derudover skal ordregiver fremsende relevante oplysninger om udbuddet til Kommissionen.

Procedureregler

  • Gennemførelsesforordningen indeholder også procedureregler for Kommissionens undersøgelser af anmeldte udenlandske subsidier.
  • Heraf fremgår, at anmeldelse af udenlandske subsidier som hovedregel skal ske digitalt.
  • Kommissionens undersøgelser af anmeldte udenlandske subsidier har to niveauer: En indledende undersøgelse og en tilbundsgående undersøgelse (med markedshøring).
  • Fristen for at fremkomme med skriftlige bemærkninger i markedshøringen i den tilbundsgående undersøgelse må som hovedregel ikke overstige en måned.
  • Hvis Kommissionen efter en tilbundsgående undersøgelse finder, at der modtages udenlandske subsidier, som fordrejer det indre marked, kan den økonomiske aktør afgive et tilsagn.
  • Fristen for at afgive et tilsagn til Kommissionen er som hovedregel 50 arbejdsdage.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREVE

Mere end 20.000 personer abonnerer på vores nyhedsbreve og modtager løbende vores juridiske nyheder og publikationer. Nyhedsbrevene giver også et overblik over vores kurser, webinarer og netværksmøder, og fra tid til anden indeholder de information om særlige arrangementer inden for de områder, du interesserer dig for. Vi ser frem til at dele vores viden om juridiske emner med dig.