Vestre Landsret har afsagt dom i den første domstolssag i Panama Papers-komplekset

Sagens baggrund

Sagen udspringer af Panama Papers-komplekset.

I sagen havde skatteyderen tjent penge i Luxembourg, og pengene stod oprindeligt på en konto i Luxembourg tilhørende skatteyderen. I 2005 trådte EU’s rentebeskatningsdirektiv i kraft, og direktivet pålagde fra 1. juli 2005 banker i EU-landene  at give oplysning til myndighederne i andre EU-lande, hvis deres statsborgere havde renteindtægter i banken, så myndighederne i hjemlandet kunne opkræve skat af renteindtægterne.

Skatteyderen stiftede herefter et selskab i Panama, hvortil der blev overført et større millionbeløb. 

SKAT traf afgørelse om, at selskabet skulle beskattes af beløbet som tilskud, og at hovedaktionæren skulle beskattes af de beløb, der blev overført fra selskabet til skatteyderens datter. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelser. Skatteyderen indbragte alene sin egen afgørelse om udbyttebeskatning for Retten i Aarhus, der grundet sagens principielle karakter henviste sagen til Vestre Landsret som 1. instans.

Vestre Landsrets dom

For landsretten var spørgsmålet – ligesom for Landsskatteretten – om selskabet var et selvstændigt skattesubjekt omfattet af selskabsskattelovens § 1, da det er en forudsætning for, at skatteyderen kan beskattes af maskeret udbytte.

Skatteyderen gjorde gældende, at selskabet ikke var et selvstændigt skattesubjekt men reelt blot en bankkonto, og at midlerne på selskabets konto reelt var skatteyderens.

Landsretten fandt, at selskabet var et selvstændigt skattesubjekt.

Landsretten lagde vægt på, at der forelå en række dokumenter vedrørende stiftelsen og ledelsen af selskabet, at der var oprettet en konto til selskabet, ligesom der forelå oplysninger om skatteyderens overførsler til og senere fra selskabet. Landsretten lagde desuden vægt på skatteyderens oplysning om, at formålet med at oprette selskabet og overføre midler hertil var at undgå løbende beskatning af afkastet efter indførelsen af rentebeskatningsdirektivet.

Landsretten fandt, at skatteyderen – i forhold til de danske skattemyndigheder – havde handlet ud fra, at selskabet var et selvstændigt skattesubjekt, idet skatteyderen ikke havde selvangivet selskabets indtægter og tab, selv om hun i de omhandlede indkomstår var fuldt skattepligtig til Danmark. Der påhvilede derfor skatteyderen en skærpet bevisbyrde for, at omstændighederne forholdt sig anderledes end det, hun havde ageret efter, og som var støttet af sagens dokumentbeviser.

Landsretten fandt, at denne skærpede bevisbyrde ikke var løftet, og at selskabet derfor ikke kunne anses for at være en skattemæssig transparent enhed.

Der var mellem parterne enighed om, at midlerne fra det panamanske selskab var overført til skatteyderens datter, der ikke var skattepligtig til Danmark. Skatteyderen gjorde gældende – såfremt landsretten skulle nå til det resultat, at selskabet var et selvstændigt skattesubjekt – at ihændehaveraktierne var overdraget til datteren forud for overførslerne, og at skatteyderen derfor ikke var skattepligtig af overførslerne til datteren. Landsretten fandt det ikke dokumenteret, at ihændehaveraktierne var overdraget til datteren, og derfor blev skatteyderen beskattet ud fra en betragtning om, at formuegodet havde passeret hendes økonomi.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatteministeriets interesser blev varetaget af advokat Bodil Søes Petersen og advokat Tony Sabbah.