Hvornår har en national domstol pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen?
Spørgsmålet om, hvornår en national domstol har pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, har i flere årtier været genstand for debat.
Ifølge TEUF artikel 267, stk. 3, har en national domstol, der er sidste instans, en forelæggelsespligt, hvis en sag giver anledning til spørgsmål om fortolkning eller gyldighed af EU-ret.
EU-Domstolen har i sin praksis udviklet navnlig to undtagelser til denne forelæggelsespligt:
- For det første skal nationale domstole ikke forelægge, hvis EU-Domstolen allerede i en tidligere afgørelse (utvetydigt) har fastslået retsstillingen, jf. forenede sager 28/62-30/62, Da Costa (acte éclairé).
- For det andet skal nationale domstole ikke forelægge i situationer, hvor den korrekte anvendelse af EU-retten allerede fremgår med en sådan klarhed, at der ikke foreligger rimelig tvivl om, hvordan det konkrete spørgsmål skal afgøres, jf. 283/81, CILFIT (acte clair).
Den sidste undtagelse – acte clair-doktrinen – har givet anledning til meget teoretisk og praktisk diskussion.
CILFIT-dommen
I CILFIT-dommen opstillede EU-Domstolen en række krav, der skal være opfyldt, før en national ret kan fastslå, at den korrekte anvendelse af EU-retten allerede fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er rimelig tvivl om, hvordan et konkret spørgsmål skal afgøres.
EU-Domstolen fastslog i CILFIT, at den nationale ret, inden den undlader at forelægge, skal være overbevist om, at hverken de øvrige medlemsstaters retter eller Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen. Den nationale domstol skal i den forbindelse holde sig for øje, at fortolkningen af en bestemmelse skal vurderes i forhold til ”EU-rettens særegenheder og de særlige vanskeligheder, som fortolkningen heraf frembyder” (pr. 16-17 i CILFIT).
Det indebærer blandt andet, at den nationale ret skal tage hensyn til den omstændighed, at EU-retten er affattet på flere forskellige sprog, og at alle sproglige versioner er autentiske. En fortolkning af en EU-retlig bestemmelse forudsætter derfor en sammenligning af de forskellige sproglige versioner, hvilket i praksis er tæt på umuligt, da der for nuværende er 24 forskellige sprog i EU.
Anvendelsen af acte clair-testen har derfor ofte givet anledning til udfordringer, når nationale domstole skulle tilpasse den til det praktiske retsliv.
Mulighed for at genbesøge CILFIT-dommen
I sag C-561/19 fik EU-Domstolens Store Afdeling mulighed for at genbesøge og modernisere CILFIT-dommens acte clair-test. Forud for dommen havde Generaladvokat Bobek i sit forslag til afgørelse lagt op til, at EU-Domstolen skulle gøre helt op med de kriterier, der var blevet fastlagt i CILFIT-dommen, idet Bobek var af den opfattelse, at ”CILFIT-kriterierne, hvis de hver især tages bogstaveligt, er helt ugennemførlige” (pr. 103 i forslaget til afgørelse).
EU-Domstolen valgte imidlertid at fastholde acte clair-testen, som fastlagt i CILFIT-dommen, men anerkendte trods alt, at kriterierne i CILFIT-dommen kunne modereres en smule.
EU-Domstolen bemærkede for det første, at en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, ikke er forpligtet til at undersøge hver enkelt sprogversion af den pågældende EU-retlige bestemmelse. En national ret skal dog fortsat tage hensyn til forskellene mellem de forskellige sprogversioner af en konkret bestemmelse, som den er bekendt med, navnlig når parterne i den nationale sag har fremført disse forskelle, og de er fastslået (dommens pr. 44).
Derudover fastslog EU-Domstolen, at selvom en national ret kun kan undlade at forelægge, hvis der ikke foreligger elementer, som kan rejse rimelig tvivl om den korrekte fortolkning af EU-retten, så er den mulighed alene, at en EU-retlig bestemmelse kan udlægges på en eller flere måder, ikke i sig selv tilstrækkelig til, at der anses at foreligge rimelig tvivl om den korrekte fortolkning af en bestemmelse (dommens pr. 48).
Det er dog i den forbindelse vigtigt, at ingen af disse andre udlægninger, navnlig henset til den omtvistede bestemmelses sammenhæng og formål samt til det regelsæt, hvori denne indgår, forekommer tilstrækkeligt sandsynlige.
Dommen synes derfor til en vis grad at anerkende, at der er behov for kriterier, der er mere anvendelige i praksis.
