Sagens baggrund
Appellanten, en erhvervsskole, havde ved dom af 12. juni 2010 (SKM2010.382.VLR) fået medhold i, at skolens kommercielle kursusvirksomhed var momspligtig i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 2. pkt. Dommen indebar en underkendelse af SKATs praksis, jf. herved. SKM2010.499.SKAT.
Den nu afgjorte sag udsprang af skolens efterfølgende anmodning om genoptagelse af skolens momstilsvar for den periode, hvori skolen uretmæssigt var blevet anset for momsfritaget og derfor havde været afskåret fra at pålægge sine kursusydelser moms og at fradrage købsmoms af varer og ydelser med relation til kursusydelserne.
Sagen angik i første række, hvordan skolens momstilsvar skulle opgøres. I anden række var spørgsmålet, om skolen havde krav på erstatning som følge af, at SKATs afgørelse om momsfritagelse var blevet tilsidesat.
Højesterets afgørelse
Højesteret fastslog med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-319/12 (MDDP) og dom i de forenede sager C-144/13, C-154/13 og C-16/13 (VDP Dental Laboratory), at skolens momstilsvar ikke kan genoptages, uden at der som et led i den fornyede opgørelse af momstilsvaret beregnes en salgsmoms af de kursusydelser, der oprindeligt blev behandlet som momsfritagne.
Højesteret fastslog endvidere, at SKATs afgørelse, hvorefter skolen var blevet anset for momsfritaget, og som var blevet tilsidesat af domstolene, ikke var ansvarspådragende – hverken efter EU-retten eller dansk rets almindelig regler. Ifølge Højesteret gav spørgsmålet om momsfritagelse nemlig anledning til fortolkningstvivl.
Dommen er for så vidt angår det punkt ikke kun af betydning for momsretlige spørgsmål, men af generel betydning for offentlige myndigheders erstatningsansvar. Dommen viser således, at offentlige myndigheder ikke er undergivet et objektivt erstatningsansvar for retsvildfarelser. Et erstatningsansvar forudsætter – både efter EU-retten og dansk rets almindelig regler – en kvalificeret, dvs. tilstrækkelig klar, tilsidesættelse af loven.
Landsretten havde frifundet ministeriet, med henvisning til at et eventuelt erstatningskrav var forældet på tidspunktet for sagsanlægget. Denne begrundelse var Højesteret ikke enig i. Højesteret fastslog, at det administrative forløb vedrørende spørgsmålet om momsfritagelse samt retssagen herom og det senere administrative forløb vedrørende spørgsmålet om genoptagelse af skolens momstilsvar i medfør af forældelseslovens § 21 havde ført til midlertidig afbrydelse af forældelsesfristen for et eventuelt erstatningskrav.
Dommens betydning rækker også for så vidt angår dette punkt udover momsretten, men dens nøjagtige rækkevidde lader sig ikke – umiddelbart – fastslå med sikkerhed.
Skatteministeriets interesser blev for Højesteret varetaget af advokat Søren Horsbøl Jensen.
