HØJESTERETSDOM OM AUTOCAMPER SOM FRI BIL

SAGENS BAGGRUND

Et selskab, som en skattepligtig ejede og var ansat i, havde leaset en autocamper. Skattemyndighederne mente, at autocamperen stod til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse og traf derfor afgørelse om, at den skattepligtige skulle beskattes af værdien af den private rådighed. Skattemyndighederne ansatte værdien efter den generelle værdiansættelsesregel i ligningslovens § 16, stk. 3, og ikke § 16, stk. 4, om fri bil.

BYRETTENS OG LANDSRETTENS DOMME

Under sagens behandling for byretten fremsatte Skatteministeriet det hovedsynspunkt, at værdiansættelsen af den private rådighed over autocamperen i stedet skulle ske efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Skatteministeriet påstod desuden, at der skulle ske beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 3, hvis retten var uenig i, at autocamperen var omfattet af § 16, stk. 4.

Den skattepligtige påstod, at en autocamper ikke var omfattet af § 16, stk. 4, og at der i øvrigt ikke var grundlag for beskatning af privat rådighed over autocamperen – heller ikke efter § 16, stk. 3.

Både byretten og landsretten fandt, at autocamperen ikke var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, men at der var grundlag for at beskatte værdien af den skattepligtiges private rådighed over autocamperen efter § 16, stk. 3.

HØJESTERETS DOM

Den skattepligtige ankede landsrettens dom til Højesteret, hvor begge parter fastholdt deres synspunkter.

Højesteret udtalte, at det afgørende for, om en bil er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, er, om bilen er egnet til privat benyttelse. Med henvisning til autocamperens indretning fandt Højesteret, at autocamperen var egnet til privat benyttelse, og at den derfor var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.

Højesteret fandt endvidere, at det påhvilede den skattepligtige at sandsynliggøre, at autocamperen ikke havde været stillet til rådighed for hendes private benyttelse, fordi selskabets tidligere autocamper havde været brugt privat af den skattepligtige, og det var bevist, at autocamperen var parkeret på den skattepligtiges privatadresse.

Den skattepligtige havde ikke sandsynliggjort, at autocamperen ikke var ikke var stillet til rådighed for hendes private benyttelse ved et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab. Der var endvidere ikke oplyst om forhold, der effektivt havde hindret den skattepligtige i at råde privat over autocamperen.

Højesteret fastslog derfor, at der skulle ske beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, og ændrede dermed byrettens og landsrettens domme.

Sagen blev varetaget af advokat Mattias Chor i samarbejde med advokat Steffen Sværke og advokat Søren Norlén.