EU-DOMSTOLEN PÅLÆGGER ARBEJDSGIVERE EN PLIGT TIL AT REGISTRERE ARBEJDSTAGERNES ARBEJDSTID

Sagens baggrund

En spansk fagforening, CCOO, anlagde i juni 2017 en sag ved en spansk domstol med påstand om, at Deutsche Bank som arbejdsgiver var forpligtet til at etablere et system, som registrerede arbejdstagernes daglige arbejdstid. Fagforeningen var af den opfattelse, at det kun var etablering af et sådant system, der kunne gøre det muligt at kontrollere, hvorvidt arbejdstiden for arbejdstagerne oversteg det tilladte, ligesom systemet ville sikre, at fagforeningsrepræsentanter ville blive informeret om arbejdstagernes månedlige overarbejde. Endvidere anførte fagforeningen, at banken havde ignoreret en påtale fra det spanske arbejdstilsyn, som netop havde pålagt banken at indføre et sådant system.

Med henvisning til den nationale praksis på området, påstod Deutsche Bank, at en sådan forpligtigelse ikke fulgte af spansk ret.

I Spanien var det ved lov fastsat, at den maksimale arbejdstid var 40 effektive timer om ugen i gennemsnit på årsbasis med en maksimal daglig arbejdstid på 9 timer, ligesom der skulle forløbe mindst 12 timer mellem en arbejdsdags afslutning og begyndelse på den næste.

Om overarbejde var det anført, at disse udgjordes af de arbejdstimer, som lå ud over maksimumgrænsen for den almindelige arbejdstid, og at denne overarbejdstid ikke måtte overstige 80 timer årligt.

Der var imidlertid ikke fastsat et krav om, at arbejdsgiverne på en objektiv og pålidelig måde skulle oprette et system til registrering af hver enkelt arbejdstagers reelle arbejdstid, idet der kun var krav om et system, der registrerede overarbejde.

Den spanske domstol var i tvivl om, hvorvidt spansk ret var i overensstemmelse med EU-retten, og anmodede på den baggrund EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse om fortolkningen af artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt af flere artikler i arbejdstidsdirektivet og direktiv om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.

EU-Domstolens begrundelse og resultat

Indledningsvis bemærkede EU-Domstolen, at retten for enhver arbejdstager til en begrænsning af maksimal arbejdstid og til daglige og ugentlige hvileperioder ikke alene er fastsat i arbejdstidsdirektivet og direktiv om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, men også udtrykkeligt er fastsat i EU-chartrets artikel 31, stk. 2, der har samme juridiske værdi som traktaterne.

Retten har ifølge EU-Domstolen til formål at garantere en bedre beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. For at sikre den fulde virkning af denne ret, er medlemsstaterne forpligtet til at sikre overholdelsen af de minimale hvileperioder og forhindre enhver overskridelse af den maksimale ugentlige arbejdstid.

Selvom arbejdstidsdirektivet ikke fastsætter konkrete bestemmelser om, hvordan medlemsstaterne skal sikre gennemførelsen af de rettigheder, der følger af direktivet, er medlemsstaterne ifølge Domstolen ikke desto mindre forpligtede til at sikre deres effektive virkning gennem daglige og ugentlige minimumshvileperioder og maksimumgrænsen for den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid.

Domstolen fandt, at den effektive virkning kun kunne sikres, hvis medlemsstaterne pålagde arbejdsgiverne at indføre et objektivt, pålideligt og tilgængeligt system, der gjorde det muligt at måle længden af hver enkelt arbejdstagers daglige arbejdstid.

I forbindelse med sin vurdering lagde Domstolen vægt på, at arbejdstageren var den svage part, som vil kunne afskrækkes fra at gøre sine rettigheder udtrykkeligt gældende over for sin arbejdsgiver i frygt for negative repressalier fra arbejdsgiveren. Det var netop på den baggrund, at medlemsstaterne skulle forpligtes til at indføre krav om, at arbejdsgiverne skulle etablere et system, der på en objektiv og pålidelig måde registrerede arbejdstagernes arbejdstid.

Ifølge Domstolen kunne den effektive beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ikke underordnes rent økonomiske hensyn til arbejdsgivernes udgifter ved etablering af et sådant system.

Hvad viser dommen?

EU-Domstolens dom viser for det første mere generelt, at reglerne om minimumshvileperioder og maksimal arbejdstid er grundlæggende rettigheder for alle arbejdstagere, som medlemsstaterne er forpligtede til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre.

Dommen er desuden opsigtsvækkende, fordi den konkret viser, at medlemsstaterne skal kræve, at alle arbejdsgivere som udgangspunkt skal etablere et system, der på en objektiv og pålidelig måde registrerer arbejdstagernes faktiske, daglige arbejdstid. Det fremgår samtidig af dommen, at medlemsstaterne er tillagt et vidt skøn ved fastsættelsen af bestemmelser om en sådan pligt til tidsregistrering, og at der skal tages hensyn til de særlige forhold inden for hver af de berørte virksomhedssektorer.

Dommen giver anledning til at overveje ændringer af dansk ret, idet der ikke på nuværende tidspunkt gælder generelle lovbestemte krav om arbejdsgiveres registrering af deres arbejdstageres arbejdstid. Derudover kommer dommen på længere sigt forventeligt til at få store praktiske implikationer for en lang række arbejdsgivere.