Mellemkommunal refusion | Få pengene igen når refusion er ydet på forkert grundlag

Det sker regelmæssigt, at en kommune ved en gennemgang af sine sagsporteføljer bliver opmærksom på, at kommunen fejlagtigt har ydet mellemkommunal refusion til en anden kommune. I sådanne sager er der ofte mere end to kommuner involveret. Det kan f.eks. være tilfældet, at en betalingskommune (BK) bliver opmærksom på, at den fejlagtigt har ydet refusion til en handlekommune (HK), og at en tredje kommune er den rette betalingskommune (RBK).

BK vil i en sådan situation stå med valget om at rette tilbagebetalingskravet direkte mod HK (tilbagesøgning) eller at indtræde i HK’s krav mod RBK (subrogation).

Hvis kommunen har mulighed for både at rejse et tilbagesøgningskrav og et subrogationskrav, bør kommunen være opmærksom på de fordele og ulemper, som er forbundet med de to muligheder.

I denne artikel zoomer vi ind på fordele og ulemper ved de to muligheder, og vi belyser de forhold, som kommunen bør overveje, inden den fremsætter et krav.

Tilbagesøgning

Muligheden for at rette tilbagesøgningskrav følger af de uskrevne regler om condictio indebiti.

Ved vurderingen af, om betaleren kan få pengene tilbage fra en modtager, der er i god tro, foretages der efter fast retspraksis en konkret rimelighedsvurdering, hvor det bl.a. indgår, hvem der er skyld i den fejlagtige betaling, og hvem der har været nærmest til at skaffe sig oplysninger om, hvorvidt der forelå en betalingsforpligtelse samt størrelsen heraf. På området for mellemkommunal refusion har domstolene slået fast, at en kommune kan kræve tilbagebetaling for uberettiget udbetalt refusion.

Det følger af fast retspraksis, at et tilbagesøgningskrav ikke er omfattet af forældelsesbestemmelserne i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13. Tilbagesøgningskrav er således undergivet de almindelige forældelsesbestemmelser.

Forældelsesfristen løber fra udbetalingstidspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Ankestyrelsen har siden december 2003 erklæret sig uegnet til at behandle spørgsmål om tilbagesøgningskrav, fordi tilbagesøgningskrav støttes på uskrevne regler (se principafgørelse R-15-03).

Subrogation

Det følger af retspraksis, at en betalingskommune, som fejlagtigt har ydet refusion, kan indtræde i en eller flere handlekommuners refusionskrav mod den rette betalingskommune, jf. f.eks. U2019.3264H. Såfremt refusionskravet udspringer af retssikkerhedsloven, reguleres subrogationskravet af reglerne i retssikkerhedsloven.

Det medfører først og fremmest, at vurderingen af, om der kan gøres et refusionskrav gældende eller ej, afgøres efter de objektive kriterier oplistet i retssikkerhedsloven, hvilket står i modsætning til den subjektive rimelighedsvurdering, der skal foretages i relation til tilbagesøgningskrav.

Ved subrogationskrav efter retssikkerhedsloven er kravet heller ikke reguleret af forældelseslovens bestemmelser - men af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13. Den 3-årige forældelsesfrist løber således fra det tidspunkt, hvor hjælpen er ydet, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13.

Krav efter serviceloven er dog underlagt en 1-årig forældelsesfrist, jf. § 9 c, stk. 13, 2. pkt. Anvendelsesområdet for reglen er begrænset, idet den oprindelige opholdskommune som hovedregel forbliver handle- og betalingskommune for den pågældende i relation til ydelser efter serviceloven, jf. § 9. Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13, 2. pkt., er således alene relevant i sager, hvor kommunen har truffet afgørelse om ikke at overtage handleforpligtelsen pr. 1. januar 2011 i forbindelse med indførelsen af reglerne om, at den oprindelige opholdskommune bevarer handleforpligtelsen efter serviceloven (se lov nr. 550 af 26. maj 2010).

Krav på refusion i henhold til aftale er ikke omfattet af den særlige forældelsesregel i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13.

I relation til subrogationskrav kan forældelsen afbrydes ved fremsættelse af det opgjorte subrogationskrav over for den rette betalingskommune.

Det forhold, at det er retssikkerhedsloven, der regulerer subrogationskravet, indebærer endelig, at Ankestyrelsen er kompetent til at behandle eventuelle tvister, jf. retssikkerhedslovens § 61, stk. 1. Kommuner, der ikke er enige i Ankestyrelsens konkrete afgørelse, kan anlægge retssag mod hinanden om kravet.

Vores anbefaling til kommuner der fejlagtigt har udbetalt refusion

Valget af opkrævningsmetode har betydning for perioden for det fremsatte tilbagebetalingskrav (kravets størrelse), fremgangsmåde ved afbrydelse af forældelse og valg af tvistløsningsorgan.

I de tilfælde, hvor der fejlagtigt er ydet refusion i en periode på mere end 3 år, vil det oftest være mest fordelagtigt at fremsætte et tilbagesøgningskrav, fordi forældelsesfristen for tilbagesøgningskrav løber fra udbetalingstidspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, mens forældelsesfristen for subrogationskrav løber fra tidspunktet, hvor hjælpen blev ydet, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13.

Det forhold, at det er mest fordelagtigt at fremsætte et tilbagesøgningskrav i sager, hvor der er ydet refusion i en periode på mere end 3 år, kommer f.eks. til udtryk, hvis der er tale om refusion af serviceydelser, hvor udbetalingen ofte finder sted på et senere tidspunkt end tidspunktet for hjælpens ydelse. I et sådan tilfælde vil forældelseslovens bestemmelser som udgangspunkt gøre det muligt at fremsætte et højere krav. Et eksempel er længerevarende tandbehandlinger efter aktivlovens § 82, hvor tandlægen ofte sender en samlet regning for en behandling, der kan være foretaget over en længere periode.

I forhold til kravets størrelse skal det også fremhæves, at et tilbagesøgningskrav er et formueretligt krav, hvorfor det er muligt at opkræve renter af det fremsatte krav, hvilket ikke er muligt i forhold til subrogationskrav.

Hvis der er tale om en ydelse, hvor der er sket betaling forud for hjælpens ydelse, vil det forholde sig omvendt.
Kommunen bør således altid foretage en vurdering af, om et tilbagesøgningskrav eller et subrogationskrav er det mest fordelagtigt i den konkrete sag.

Når en kommune bliver opmærksom på, at kommunen fejlagtigt har ydet refusion til en anden kommune, er der ofte forløbet adskillige år, hvor den fejlagtige udbetaling har fundet sted. I sådanne tilfælde er det selvsagt vigtigt at stoppe udbetalingerne og iværksætte skridt for at få afbrudt den 3-årige forældelsesfrist.

I den sammenhæng er det både omkostnings- og tidsbesparende at fremsætte et subrogationskrav, da det ikke er nødvendigt at indlede retslige skridt for at afbryde forældelsesfristen. Forældelsesfristen afbrydes, såfremt kravet fremsættes over for den rette betalingskommune. Forældelsesfristen kan dog alene anses for afbrudt, såfremt kravet er opgjort, dokumenteret og fremsat, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13 (se Ankestyrelsens principafgørelse R-2-08).

I de tilfælde, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at fremsætte et subrogationskrav, eller hvis det ikke er muligt at rejse et subrogationskrav, skal det fremhæves, at kommunerne har mulighed for at indgå en suspensionsaftale, mens kommunerne forhandler om kravet, og at indbringelse af en sag for Ankestyrelsen om, hvorvidt der er grundlag for refusion eller ej (fordringens eksistens), indebærer, at forældelsen tidligst indtræder 1 år efter, at Ankestyrelsen har truffet afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2.

I praksis vil kommuner ofte undgå tvister ved domstolene, fordi de oplever processen ved domstolene som både tidskrævende og omkostningstung. På den baggrund kan det være hensigtsmæssigt at få prøvet et eventuelt subrogationskrav ved Ankestyrelsen. I den forbindelse skal det fremhæves, at såfremt kommunen ikke kan acceptere Ankestyrelsens afgørelse, kan der anlægges retssag om kravet ved domstolene.

Endelig skal det fremhæves, at det kan være hensigtsmæssigt at fremsætte et subrogationskrav mod rette betalingskommune, såfremt der er en lang række handlekommuner, der skal rettes et eventuelt tilbagesøgningskrav mod.

Sammenfattende kan det konstateres, at der ofte vil være konkrete forhold i en given sag, der kan have betydning for, om kommunen bør fremsætte et tilbagesøgningskrav eller et subrogationskrav. I denne artikel har vi dog angivet en række overordnede pejlemærker, som kommuner kan benytte sig af, når det skal besluttes, om der skal fremsættes et tilbagesøgningskrav eller et subrogationskrav.